Asfaltarbejde ved Bakkedraget
Dato: 8. oktober 2025
I uge 42, fra mandag den 13. oktober til og med torsdag den 16. oktober, udfører vi asfaltarbejde ved Bakkedraget for at genoprette cykelstien og fortovet efter de ledningsomlægninger, som vi foretog i sommer.
I løbet af de fire dage arbejdet pågår flytter vi først cyklister og fodgængere sammen på cykelstien, mens arbejdet i fortovet udføres, og siden flyttes fodgængere og cyklister sammen på fortovet, mens der lægges nyt slidlag på cykelstien. Den endelige belægning på fortovet bliver først udført til foråret, da det kræver stabile vejrforhold.
Vi har valgt at udføre arbejdet i uge 42, hvor skolen holder efterårsferie, for at minimere generne for de yngste trafikanter. Skilte og afmærkninger vil vise, hvordan man skal færdes forbi arbejdsområdet, men vi opfordrer alle - både cyklister og fodgængere - til at være ekstra opmærksomme og tage ekstra hensyn til hinanden.